Som advokat oplevede jeg konflikter, som ingen jura kunne løse.

Jeg opdagede også systemiske (ikke at forveksle med systematiske, som mange jurister gør) synlige og usynlige magt misforhold som de, der besad magten enten var bevidste eller ubevidste om.

Juraen i sig selv er snæver, men juraen har spændende naboer, som f.eks. retsmedicin, arkæologi,  psykiatri, psykologi, sociologi, statskundskab, fysik, kemi, og meget andet.
Det hele kan bruges ved domstolene, selvom disse oftest viser sig uvidende om naboernes vigtighed.

En særlig nabo er sproget og dets betydning. Juristens værktøj siges at være pennen og sproget. Og dog ved så mange jurister så lidt om sproget. Det uendeligt store i det uendelige små - og omvendt. Den loyale jurist tror på ordet, men kender sjældent forske på den tvetydige semantik og den syntaktiske og grammatiske stringens. Måske foretrækker juristen magten over tvetydigheden frem for stringensens klarhed. Fra semantisk udtryk og forståelse fortsætter en glidebane til pragmatisk forståelse. Altså lovens hensigt frem for dens ord. Det er det juridiske troldspejl, som virker under enhver autokratisk styreform.

Erfaringerne fra retsagerne i over 40 år overbeviste mig om domstolenes manglende evne til at løse konflikter. Jeg uddannede mig derfor i mediation. Mægling i dansk tradition minder meget mere om voldgift eller opmandsløsninger.

Det sælige ved min mediation er, at ingen råd bliver givet, men at mediatoren fører parterne gennem en proces i flere faser. Mediatorens fornemmeste værktøj er aktiv empatisk lytning. (Men også det, der ser ud som empati, kan være et troldspejl af magt).

Ved at lytte aktivt og empatisk bringes parterne til at forstå, hvad problemet drejer sig om, og det er ikke sjældent noget andet, end det, som de først troede.

Når nu parterne har fundet problemet, opstiller de teoretiske løsninger på det. Og når det er sket, forhandler parterne om virksomme og acceptable løsninger,

Parterne kender deres liv bedre end nogen tredjemand nogensinde kan. Derfor er det vigtigt, at parternes tankebaner ikke forstyrres eller forurenes af f.eks. spørgsmål i mediationens første faser.