Min rejse som jurist
Jeg og Inger, som jeg blev gift med i 1970 er forældre til fire børn, der har givet mig elleve børnebørn. To af døtrene er sprogofficerer af reserven. Det førte den ene til Georgien, Afghanistan og Canada. Den anden har gjort tjeneste i Makedonien og Kosovo, Hun har boet i London, Montreal og Monaco. En tredje datter, som er HR i en stor bank, har studeret på et universitet i London, har boet i Mexico med sin mand, og de bor nu i Sønderborg. Vores søn er advokat i Aarhus. Han har været på udveksling i Texas og har været konstitueret dommer ved Vestre Landsret.
Min ilddåb som advokat fik jeg i Grønland. Havde vi stadig haft Vestindiske Øer, havde det nok været der. Det skulle være et sted, hvor dansk jura gjaldt. Egentlig var mit ophold uden for Danmark planlagt blot til at være en kort oplevelse af noget fremmed. Men af kærlighed til landet kom opholdet til at vare til børnenes skolegang gjorde det bedst at flytte tilbage til Danmark. Jeg var ung og stadig erfaringsmæssigt grøn og måtte klare mig med sund fornuft og næsen i juridiske bøger. Der var meget nyt, og erfaringsmæssigt var det ligesom at vokse op i et drivhus. Ligesom mine år som officer i hæren har væksthuset dannet en platform for mit senere liv.
Jeg var udstationeret af et større kontor i København, og vi rejste til Trørød, for at jeg kunne arbejde på hovedkontoret. Men myldretiden i tog og på indfaldsvejene til København fik mig til at købe en advokatpreksis i Sønderborg med fjorten ansatte. Det blev min base for opgaver rundt i Danmark og i udlandet.
Jeg var først og fremmest erhvervsadvokat og procesadvokat. Men som provinsadvokat måtte jeg også kunne praktisere familiret, arveret, skifteret og strafferet. Især strafferetten havde lighedspunkter med min store interesse i forvaltningsretten. Der var noget interessant ved at repræsentere borgeren i konflikt med de magtfulde myndigheder.
Jeg var udstationeret af et større kontor i København, og vi rejste til Trørød, for at jeg kunne arbejde på hovedkontoret. Men myldretiden i tog og på indfaldsvejene til København fik mig til at købe en advokatpreksis i Sønderborg med fjorten ansatte. Det blev min base for opgaver rundt i Danmark og i udlandet.
Jeg var først og fremmest erhvervsadvokat og procesadvokat. Men som provinsadvokat måtte jeg også kunne praktisere familiret, arveret, skifteret og strafferet. Især strafferetten havde lighedspunkter med min store interesse i forvaltningsretten. Der var noget interessant ved at repræsentere borgeren i konflikt med de magtfulde myndigheder.
I 1992 blev jeg interesseret i udenretlig konfliktløsning og i Restorative Justice. Se andetsteds på siden.
Mediatorerne i Danmark havde stor sympati for den empatiske mediation, som jeg foretrækker Men for jurister og socialrådgivere er den mere end vanskelig at praktisere. Det kneb især med at lære den meget vigtige kunstart: Empatisk aktiv lytning. Ikke at forstyrre en parts tankebane med forslag eller spørgsmål var også utroligt vanskeligt. Griber man forstyrrende ind, bliver udfaldet ikke en afspejlig af parternes egentlig behov og ønsker.
Mine erfaringer førte til mine undersøgelser af neutralitet. Jeg analyserede video- og lydoptagelser og transskriberede dem. Man siger undertiden, at djævelen skal findes i detaljen. Makrofokus er på processen, hvadenten den foregår ved domstolene eller andetsteds. Og alligevel kan man mærke forskel i stemningen omkring to forskellige personer, der udfører nøjagtig samme makroproces. Men forskellen synes uhåndgribelig at definere. Derfor måtte min opmæksomhed rettes mod mikroprocessen. Altså personens narrativ og særlige måde at interagere på.
Det blev jeg dr.jur. på, og min konklusion var, at neutralitet er et ønskværdigt mål, som man stedse må have sig for øje. Men at neutraliteten altid vil være påvirket af de narrativer, som personen har lært, set eller oplevet som rigtig og sand. Derfor er også dommeres hævdede neutralitet en myte.
I 1998-99 foretog serberne etnisk udrensning af Kosovo albanerne. Det blev til ca. 9.000, der blev jaget ud af Kosovo under forfærdende forhold. Teorien bag den tortur og de lidelser, som serberne påførte albanerne, var at narrativet om hjemlandet skulle males så mørkt, at ingen af de udrensede nogensinde ville vende tilbage.
Dansk Røde Kors stod for udvælgelsen af de 2.816 personer, der blev evakueret til Danmark. Udlændingestyrelsen og ministeriet ville kun evakuere de allermest traumatiserede familier. De blev lovet lægehjælp, men den fik de stort set ikke. De blev indkvarteret på kaserner, selvom enhver sagkyndig ville mene, at det var uforsvarligt og traumereaktiverende. Men udlændingemyndighederne vidste åbenbart ikke noget om teorien bag udrensningen eller også var man lige glade. Og allerede i 2001 ville udlændingemyndighederne sende dem til Kosovo og dens skrækfremkaldende narrativ.
Det virkede, og ca. 9.000 kosovarer - mange af dem torturerede, herunder mange gruppevoldtaget - blev drevet fra deres hjem til nabolandende.
Danmark evakuerede efter krav fra FN 1.855. Danmark ville kun modtage de allermest traumatiserede og fik hjælp fra Dansk Røde Kors´sundhedspersonale til at udvælge dem. De blev lovet lægehjælp og ophold. Men de blev indkvarteret på kaserner, selvom det forstærkede traumerne. Og lægehjælpen var meget sporadisk. Selvom vi er foregangsland i behandlingen af torturofre, brugte vi ikke vore erfaringer på kosovarerne. Der findes ingen psykiatriske udredninger fra den gang, selvom flere var psykotiske efter den behandling, som de havde oplevet eller været vidne til.
Danmark ville sende dem ubehandlet tilbage. De havde ingen bolig, ingen indtægt, ingen lægehjælp og ingen psykiatrisk bistand. De var i Dantes Limbo.
De kan vi ikke være bekendt, sagde en af mine døtre, der havde været under bombardement i Bosnien. Du må gøre noget, jeg var enig i, at der burde gøres noget for sikre de nødlidte ophold, lægehjælp, speciallægehjælp og indtægt.
Men der var ingen andre advokater, der ville stille op mod en så formidabel modstander som den enorme udlændingeadminstartion og Kammeradvokaten.
Så det blev jeg alene om, og jeg kom til at betale en meget høj pris.
Men det lykkedes at hjælpe ca. 80 % af kosovarerne. Men jeg blev næmest udskrejet som folkefjende, blev politieferforsket, og da kosovarerne var frataget indtægtsmuligheder, måtte jeg arbejde foreløbigt uden betaling.
Det var voldsomt for en provinsadvokat med forvaltningsret, erhvervsret og strafferet som væsentligste beskæftigelse. I min sparsomme fritid hyggede jeg mig med min motorsejler i det fantastiske fjord- og havområde, der findes omkring Als.
Det eventyr blev der vendt op og ned på, da en af kosovarerne dukkede op på kontoret og fortalte om sine oplevelser, siden han blev evakueret. Hans beretning var næsten ikke til at tro på. Den behandling, som myndighederne havde udsat ham og de øvrige evakuerede for, var i strid med alt hvad de jurastuderende lærer på universitetet. Og med troen på at myndighederne, Flygtningenævnet og domstolene ville rette på fejlene, gik jeg i gang med juraen og dens interessante naboer.
I dag er motorsejleren for længst solgt, HobieCatten ligeså, og tilbage på vandet har jeg alene min kajak.