Etnisk udrensning på Balkan

 

I 1998-99 udrensede serberne Kosovo albanerne. Ca. 9.000 mennesker. Babyer, gamle, syge, invalide efter så forfærdelig en behandling, at serberne håbede på, at albanerne var så fyldte med skræk, at de aldrig ville vende tilage. Serbene havde gjort sig erfaringer i Kroatien og i Bosnien. Man aner psykiateren Radovan Karadic teori bag de horrible overgreb.

 

Øjenvidneberetninger gav et indtryk af et næsten tomt Kosovo, hvor landsbyer er nedbrændte og lig ligger efterladte i gaderne

 

Nato (KFOR) standsede krigen, og FN (UNMIK) overtog administationen over den hærgede provins.

Da nogle få nogle få albanere strømmerde tilbage til Pristina, Kosovos hovedby, var der kun en smule almindeligt liv tilbage, så længe man ikke fokuserede på de tomme, plyndrede albanske distrikter, bombeskaderne og den næsten totale mangel på børn i byen.

 

Der tegnede sig et billede af et Kosovo i kaos. Kosovo var efterhånden ved at være tømt for etniske albanere. Det vidnede flygtningestrømmene dagligt om. I alt havde ca. 800.000 Kosovo-albanere krydset grænserne til nabolandene Albanien, Makedonien og Montenegro, og det efterlod mere end 650.000 albanere inde i Kosovo, som var fordrevne fra deres hjem.

I starten af april 1999 husede Nagafc i det sydlige Kosovo indbyggerne fra syv omkringliggende landsbyer. Landsbyernes indbyggerne havde samlet sig i Nagafc for at slippe væk fra de serbiske styrker, der havde erobret deres hjem. Ifølge flygtningene husede hver husstand i Nagafc mellem 75 og 150 ekstra beboere. Samtidig fik de overfyldte landsbyer en række følgevirkninger som f.eks. manglende fødevarer og dårlig hygiejne, der øgede risikoen for, at sygdomme brød løs og spredte sig.

Flygtningene berettede om, at serbiske styrker separerede mænd i den militære alder fra deres familier i noget, der ligner et systematisk mønster. Antallet af dræbte er mindst 4.000. Et langt større antal mennesker blev meldt savnede. Ifølge en rapport fra Læger uden Grænser havde 50 pct. af de omkring 2.000 flygtninge, der blev interviewet, været vidne til mord.

De unge soldater var ikke de værste, Det var de indkaldte reservister og krigsherrenes militser.

Foruden de menneskelige konsekvenser var Kosovo efterladt i et infrastrukturelt kaos. Den ene ødelagte landsby efter den anden, hvor huse er sprængt i stykker eller brændt ned. Luftfotos viste, at over 600 beboede områder var er helt eller delvist ødelagte - heriblandt mere end 300 nedbrændte landsbyer. Mange beboelsesområder var totalt ødelagte i et forsøg på at forhindre albanerne i at vende tilbage. 

 

Der ikke den landsby i Kosovo, som jeg ikke har besøgt for skaffe mig overbevisende oplysninger til Flygtningenævnet, som har det habilitetsmæssige problem, at ikke alene er modparten udlændingemyndighederne. De er også fast medlem af nævnet.

 

Det var det Kosovo, som udlændingemyndighederne ville sende de traumatiserede familier tilbage til, selvom UNMIK havde forbudt det.

 

»Det går ikke stille af sig, når den sønderjyske flygtningeadvokat Hans Boserup rykker ud, skrev en avis.

Det kan være svært at hitte rede i, hvad der er op og ned på de mange beskyldninger, der fyger i luften, så snart Hans Boserups navn er nævnt, men én ting ligger fast:

Han svinger sin juridiske kølle mod det etablerede: Mod flygtningenævn, Udlændingeservice, integrationsministeriet, politikere, ministre, politichefer, embedsfolk og departementschefer, og når man ser på, hvor mange konflikter, Kosovo sagerne har bragt ham i, er det nærmest ironisk, at han har udviklet konfliktløsning som sit speciale. 

Men siger han, man kan ikke bruge konfliktløsning mod myndigheder, der ikke vil forhandle og som pudser politiet på ham.

 

Han har han været én af den dengang Venstreledede regerings argeste modstandere, skrev en avis.

Daværende integrationsminister Bertel Haarder (V) beskyldte således Hans Boserup for bl.a. at forsyne »sine klienter med manualer, der skal få læger overtalt til at udskrive stakke af receptmedicin, hvorefter klienterne instrueres i at kaste sig skrigende og hylende på gulvet.«

 

Det førte til den resourcekrævende politi efterforskning mig og viste sig naturligvis grundløs. 

 

Avisen skrev videre: »Boserup har også kritiseret daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj for at stndse den obligatoriske helbredsundersøgelse af flygtninge inden de tvangsudsendes til Kosovo, hvorved ministeren forsætligt forholder FN-myndigheden i Kosovo muligheden for at sige nej til at tage imod syge flygtninge, som man ikke har ressourcer til at behandle.

FN's mission i Kosovo, UNMIK, havde nægtet at tage imod flygtninge fra Danmark, fordi de danske myndigheder i strid med en tre år gammel aftale har tvunget psykisk syge kosovaborgere tilbage.

Der er eksempler på, at psykisk syge, der ifølge lægeerklæringer er på selvmordets rand, er blevet tvunget tilbage, uden at der er givet andre oplysninger end navn og fødselsdato.«

 

På min foranledning, forslag og fremsendelse af en mængde sundhedsmæssige oplysninger om udsendelsestruede havde UNMIK udfærdiget et detaljeret spørgeskema, som man ønskede, at de danske myndigheder skulle udfylde hver gang, man ville sende flygtninge tilbage. Desuden ville FN gerne have indsigt i de lægeerklæringer, der lå i de konkrete sager. Og det var mange, for selvom kosovarerne var berøvet muligheden for indtægt, havde flere psykiatere udfærdiget erklæringer uden betaling. De blev udsat for udsigtsløs politiefterforskning.